15.marts. 2022: Fredensborg Slot i 300 år, del 3: Slot og park – europæisk arkitektur midt i Nordsjælland

15.3. 2022 kl. 19.30 i Lindehuset, Jernbanegade 28B, 3480 Fredensborg

Ulla Kjær er dr. phil i kunsthistorie, museumsinspektør og forsker på Nationalmuseet. Forfatter til adskillige bøger om kunst, kultur og kongemagt

Bliv klogere på både slottets og parkens udseende, når kunsthistorikeren Ulla Kjær ser nærmere på de internationale strømninger i arkitektur og havekunst, som inspirerede til anlægget af slottet og haven.

Frederik IV.s nordsjællandske lystslot Fredensborg er dronningens mest benyttede residens. Det er også et slot, der bærer præg af, at mange har holdt af det. Den oprindelige bygning, der blev skabt af arkitekten Johan Cornelius Krieger, og som stod færdig i 1724, var ikke særlig stor.

Men i de næste 60 år pågik en stadig udbygning ved Danmarks fineste arkitekter: Laurids de Thurah, Nicolai Eigtved, C.F. Harsdorff og Nicolas-Henri Jardin. Slotshaven, der var anlagt samtidig med slottet og også af Krieger, måtte selvsagt udvikle sig parallelt med slottet, men blev først og fremmest præget af et storstilet anlægsarbejde i 1760’erne under ledelse af Jardin og med rige bidrag af billedhuggerne Johannes Wiedewelt og Johan Gottfried Grund. Med tiden groede anlægget til, og det var hårdt tiltrængt, da det i 2010-13 atter blev strammet op under ledelse af Torben Schønherr. Til fortællingen om slottets og slotshavens tilblivelse hører en række indblik i det liv, som udspillede sig under de skiftende monarker og beboere af Fredensborg.

Foredragsrækken er arrangeret i samarbejde med Karlebo Lokalhistoriske Forening, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening, Bevaringsforeningen Fredensborg og Fredensborg Borgerforening

Dette foredrag er nu desværre udsolgt.

Det er ikke længere muligt at købe billet til hele foredragsrækken, men vi undersøger muligheden for at gentage foredragsrækken senere