11. feb. 2027 kl. 19.00. Fredensborg Gl. Bio

Diplomati
i Trumps tidsalder
Hvor er diplomaterne henne, når verden brænder, krigene raser og lande straffer hinanden med told og restriktioner? Vi hører konstant de stærke topfolk – Trump, Xi Jinping, Putin og de andre – men hvad sker der bag kulisserne, når kameraerne er slukket? Og hvad gør et lille land, når magten taler?
Det er emnerne for dette højaktuelle foredrag. I mere end 30 år var Lone Wisborg aktiv i den danske udenrigstjeneste. Fra 2019 til 2022 fungerede hun som dansk ambassadør i Washington, og var derfor helt tæt på, da Donald Trump første gang luftede ideen om at overtage Grønland.
Hun sad med omkring bordet som ambassadør i NATO i 2022-25, mens man drøftede den russiske invasion i Ukraine. Tilbage i 1990erne, efter murens fald, var hun stærkt involveret i Danmarks rolle i Østeuropa.
Samlet har hun derfor en enestående indsigt i, hvordan diplomatiet virker – og et bud på, om diplomaterne blot er ledernes forlængede arm, eller om de i stilhed finder løsninger, begge parter kan leve med. Samt om diplomatisk aktivitet måske netop er Europas og Danmarks chance i en stadig mere konfliktfyldt verden.

