Lørdag 5. sept. kl. 10-16. Fredensborg Gl. Bio

Esrum Sø
mennesker, landskab og vand
Pris 200 kr. inkl. sejlads og frokost. Køb billet her
Esrum Sø er Danmarks næststørste sø og en af de reneste. Måske er det også verdens bedst undersøgte sø. Forskerne har gennem en lang årrække fulgt ændringer i naturtilstanden, herunder fiskebestandene og vandkvaliteten.
Alligevel rummer søen stadig fortællinger, som ikke kan måles i tal: fortællinger om mennesker, arbejde, fritid og fællesskab.
Vi mødes kl. 10 i Gamle Bio, hvor Michael Houmark-Nielsen fra Københavns Universitet indleder med en fortælling om Esrum Sø og det omgivende landskab. Søen ligger i en dyb lavning, der i slutningen af sidste istid ifølge en hævdvunden teori blev udgravet af en gletsjertunge fra øst, som skubbede de udpløjede sedimenter sammen i de høje randmoræner i Gribskov. I foredraget vil Michael Houmark komme ind på nye undersøgelser, der peger på en mere sammensat oprindelse.
Ånd og å ved søen Es er titlen på det næste foredrag, hvor Kjartan Langsted fra Museum Nordsjælland beretter om Esrum Kloster, der i 1153 som et af de første cistercienserklostre i Danmark blev grundlagt tæt ved bredden af søen Es. Klosteret kom hurtigt til at spille en væsentlig rolle, ikke alene som centrum for det åndelige liv, men også som en aktiv aktør i at omforme landskabet og udnytte vandkraften fra Esrum Å.
Herefter en afstikker til Hillerød, hvor Peter Rasmussen fra Nationalmuseet fortæller om de spændende resultater af en boring i Slotssøen i Hillerød. Boringen gør det muligt at følge udviklingen af plantelivet omkring søen gennem i mere end 8000 år, blandt andet ved at undersøge indholdet af pollen i borekernen. På den måde får man oplysning om, hvordan mennesket har påvirket og udnyttet naturen og landskabet fra den ældre stenalder og frem mod i dag.
Efter frokost er vi tilbage ved Esrum Sø, hvor Kirsten Christoffersen fra Københavns Universitet går dybden og beretter om søens planter og dyr, fra de mindste til de største, om de årlige opblomstringer af alger og de store sværme af myg. Kirsten Christoffersen slutter af med en kalejdoskopisk beretning om Ferskvandbiologisk Laboratorium og nogle af de markante professorer, Wesenberg-Lund, Berg og Jónasson, og deres indsats for udforskningen af søen.
Efter Kirstens Christoffersens foredrag går eller kører vi ned til Esrum Sø, til Chaluphuset, hvor kongelig søfart har haft sit naturlige omdrejningspunkt. Her vil formand for Sørup Havns Bådelaug, Anders Fisker, introducere sejlturen med en fortælling om livet ved søen før og nu, om vaskekonerne, der tog sig af det københavnske borgerskabs vasketøj, og om erhvervsfiskeriet efter gedde, sandart, aborre og ål. Senere kom lystfiskeriet til og gjorde Esrum Sø til et attraktivt mål for fritidssejlere- og fiskere, der søger roen og de meget smukke omgivelser.





I Samarbejde med Nationalpark Kongernes Nordsjælland og de øvrige nordsjællandske folkeuniversiteter
