Lørdag 9. maj kl. 10.00-16.00 Sct. Laurentius Huset, Esbønderup

Hvad er gået forud for den skov, vi i dag kender som Gribskov? Hvordan er den blevet, som den er i dag – og hvordan skal den være i fremtiden?
Kom med til et arrangement, der kombinerer foredrag med en ekstraordinær bustur rundt i Gribskov, hvor vi besøger de historiske steder.

Gorm Tortzen, cand.mag. i klassisk filologi, tager os med tilbage til vikingetiden. Hør om sporene fra den tidligste vikingetid, klostrets betydning, dets nedlæggelse og den efterfølgende overdragelse til kongemagten.

Peter Friis Møller, forstkandidat, fortsætter med en beretning om skovens udvikling fra kongelig jagtområde og stutteridrift over intensiv skovdrift til nutidens fokus på natur og biodiversitet.

Vi indtager en let frokost, inden vi stiger om bord på bussen.

Skovfoged Søren Agerlund vil undervejs guide os og dele sin viden om landsbyerne og deres forhold til skovens kongelige parforcejagt og de dramatiske jagtscener. Vi får stutteri-fortællingen og hesteholdets betydning samt fremtidsudsigterne for Gribskov og dens natur.

Vi gør holdt ved Dronningens Bøge, hvor vi nyder den skønne udsigt, mens vi serverer kaffe og kage, inden turen går retur til Esbønderup.

Gorm Tortzen, klassisk filolog
Peter Friis Møller, forstkandidat
Søren Agerlund, skovfoged