11. sept. kl. 19.00. Fredensborg Gl. Bio, Jensbanegade 4, Fredensborg

Fredensborg Kongevej
i 250 år

I 2025 er det 250 år siden, første led af Danmarks nye hovedlandevejsnet, Fredensborgvejen, blev færdig. Under Frederik 2. og Christian 4. blev der fra 1584 anlagt såkaldte kongeveje fra København til Nordsjællands kongeslotte. Kongevejene var med bomme afspærret for almindelig trafik og forbeholdt kongelige kørsler. Almuen måtte bruge de slidte alveje.

I 1761 erkendte enevoldsstyret, at de elendige vejforhold i monarkiet krævede et helt nyt hovedvejsnet. Foredraget skildrer, udover de kongelige privatveje, indkaldelsen i 1763 af fransk know-how i form af tre vejingeniører med den bekendte Jean Marmillod i spidsen. Et godt kildemateriale kan fortælle historien om et projekt, der gennemførtes trods flere alvorlige benspænd. Marmillod efterlod, da han forlod landet i 1776, en kompetent vejstab, der fulgte de franske metoder et århundrede frem.

Fredensborgvejen løste ikke blot kongelige og lokale transportbehov. Den var begyndelsen til en sand infrastrukturrevolution. Derfor er den værd at fejre.

Steffen Elmer Jørgensen, Arkivar ved Rigsarkivet, vejhistoriker, phd.