I fortiden, samtidig med og ved siden af vores egen art Homo sapiens, levede to andre menneskearter: neandertalere og denisovanere. Begge forsvandt for omkring 30.000 år siden, lige før den seneste istids højdepunkt. Inden da blandede de sig med Homo sapiens og ”lever videre” som en DNA-rest hos store dele af Jordens nutidige befolkning.

Neandertalerne var de første, som helt tilbage i 1857 blev erkendt som en fortidig, uddød menneskeart. Fra begyndelsen blev de misforstået og fortolket som ”et råt urfolk”. Ny forskning, fund og undersøgelsesmetoder viser dog, at neandertalerne havde avancerede redskaber, levede i og udnyttede en mangfoldighed af miljøer og fødekilder. De tog sig af syge artsfæller, udsmykkede deres beklædning og omgivelser, og behandlede omsorgsfuldt deres afdøde.

Denisovanerne er en af de senest opdagede grene på menneskefamiliens mangfoldige stamtræ. Først i 2025 fik man ”sat ansigt” på denisovanerne, da analyser af forhistorisk protein og DNA forbandt dem til et gammelt kraniefund fra Kina. Nu står det klart, at denisovanerne var vidt udbredt over Asien og Sibirien.

Foredraget gennemgår den nyeste viden om neandertalere og denisovanere, og de ofte banebrydende videnskabelige metoder, der ligger bag. Det er en selvstændig fortsættelse af serie om menneskets udvikling.