Thomas Heine Nielsen, historiker, lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet

Uanset sommervarmen vil millioner sidde klistret til skærmen to uger i juli og august. Når der er OL, denne gang i Paris, kigger hele verden med.

 Men hvad er historien bag de olympiske lege? Det moderne OL blev genopfundet i Athen i 1896, men de første kan spores 2800 år tilbage til en lille by i Grækenland. Også dengang var der fire år mellem hver konkurrence, og også dengang mødte atleterne op for at konkurrere for deres land – eller snarere bystat. En del af konkurrencerne er endda de samme – diskoskast og spydkast er synlige minder om fortiden.

Allerede i antikken talte man højstemt om atleternes muntre kappestrid, men også dengang var de præget af politik. Alligevel viste de sig at være særdeles levedygtige – i antikken holdt de i mere end 1000 år, og siden 1896 har kun verdenskrigene og en corona-epidemi har været i stand til at aflyse dem.

Lektor Thomas Heine Nielsen fortæller historien om, hvordan legene blev skabt, og hvorfor de overlevede i 1000 år. Samtidig trækker han linjerne helt op til nutiden.

Et spændende og levende foredrag, der klæder dig på til sensommerens to uger foran skærmen.