I det 9. århundrede ekspanderede de skandinaviske samfund og kom i nærkontakt med et næsten verdensomspændende udvekslingssystem. Nyheder, idéer, kulturstrømninger, traditioner, litteratur
og musik kunne nu spredes hurtigere end nogensinde før. Verden var på én måde blevet mindre, og udsynet hos det enkelte menneske større.

Den skandinaviske ekspansion rettede sig også mod mere isolerede og i vidt omfang sparsomt
eller helt ubeboede øer og øgrupper i Nordatlanten: Shetland, Færøerne, Island og Grønland.
Landnámet i disse områder blev i vidt omfang præget af en blandingskultur af skandinavisk
hedenskab og vestlig keltisk kristendom.